Ex:Re – Romance

24/09/19

Eminente Elena Tonra fra Daugter har kastet sig ud i et soloprojekt under navnet Ex:Re. Det har resulteret i en flot breakup plade, hvor Tonras melankolske og smukke tekster er intakte, men resten af udtrykket er mere elektronisk og sågar dansabelt.

Beach House – Alien

23/09/19

Det grænser sig til det uforståelige, at verdens førende drømmepop-duo endnu ikke har invaderet Dagens Sang. Det laver vi om på med denne forrygende B-side, som sparker ugen i gang med støjende guitar og friskt tempo.

Andrew Bird – Bloodless

19/09/19

Hvad med lidt smooth social indignation pakket ind i en skæppeskøn blanding af jazz og blues? Andrew Bird leverer varen og kalder til håb og opgør mod et råddent system.

Future Islands – Little Dreamer

18/09/19

Synthpop guruerne i Future Islands, med überkarismatiske Samuel Herring i front, leverer dagens perle om evig kærlighed. Stilen er markant nedtonet i forhold til store dele af gruppens bagkatalog, men produktionen og atmosfæren er eminent.

Patrick Watson – Dream For Dreaming

17/09/19

Patrick Watson smider et nyt album på gaden lige om lidt. Temaer om at miste og leve et liv, der ikke føles rigtigt, placeres i et lydbillede præget af lige dele cabaret med store armbevægelser og indie. Resultatet er sindsygt fedt.

Kevin Morby – No Halo

16/09/19

Håndklap, saxofon, jazzfløjte mm. Men ingen glorie. Kevin ”Harlem River” Morby fletter tungsindige refleksioner sammen over religion og tab af uskyld på en let og elegant måde. Så er ugen ligesom i gang.

ONBC – Dive Bar of Dreamers

14/09/19

Store eksistentielle spørgsmål om liv, død og kærlighed pakkes ind i harmonisk indie pop hos den danske kvartet ONBC, som udover to fuldskæggede dudes også rummer to sangerinder med en forhistorie i Superheroes, Private og Epo-555. Det lyder fandme lovende.

Big Red Machine – Forest Green

12/09/19

Aaron Dessner fra The National og Justin Vernon Fra Bon Iver har slået pjalterne sammen og forenet to af indie genrens største grupper i én stor rød maskine. Det har resulteret i bl.a. dette velskårne produkt.

Moses Sumney – Doomed

11/09/19

På sådan en efterårsdag midt på ugen må det i den grad være tid til noget smaddersmukt – både til øjnene og til ørene – og det leverer Moses Sumney med “Doomed” fra hans fantastiske album Afromanticism fra 2017.

Jai Paul – Do You Love Her Now

9/09/19

Jai Paul er en britisk multikunstner, som udmærker sig i elektronisk R&B. Han står selv for alle instrumenterne og programmeringen, men får en hjælpende hånd til vokalerne af Fabiana Palladino, på denne svedige single fra i sommers. Den er utallige lyt værd.

GENTS – Young Again

8/09/19

GENTS udgiver i næste måned deres anden langspiller med nostalgisk 80’er synthpop, som de selv beskriver som ”Spa pop straight outta Copenhagen”. Man kan næsten smage røgmaskinen, se lysshowet og mærke pastelfarverne på tøjet. Man bliver næsten young again.

Trentemøller- In The Garden

6/09/19

Den 27. september kaster Trentemøller sit femte album af sig, som varsler et laboratorium for leg med kompositionerne. På denne single fortsætter han den mørke postpunk stil fra sidste album i en melodisk perle, der låner vokal fra Lina Tullgren.

Lana Del Rey – The Greatest

4/09/19

August måned bød også på et nyt album fra glamour melankolikeren over dem alle. Lana leverer i den grad varen med velskårne og velskrevne Venice Beach hymner, som strækker sig over pianoballader, folk rock, psych rock og frem for alt et stillehav af coolness.

Bon Iver – Sh’Diah

2/09/19

For en lille måneds tid siden udgav Bon Iver deres fjerde studiealbum, og det sublime indie-folk ensemble har endnu engang hevet den store pose frem med sårbare soniske godter. Bl.a. dette stykke efterårsmelankoli lullet ind i lækker sax og synth.

IRAH – Dream Self

30/08/19

Den danske duo IRAH, bestående af pianist Adi Zukanović og sanger Stine Grøn, udgav i maj albummet Diamond Grid. Giv det et lyt, hvis du er til smukke produktioner tilsat en dragende vokal. Du kan opleve IRAH den 12. september på Posten i Odense.

Orville Peck – Dead of Night

29/08/19

Den cool cowboycrooner (de findes!) udgav først på året denne smækre fortælling om to lurendrejere, der rejser gennem Nevadas ørken. Det lyder som Roy Orbison smeltet sammen med Timber Timbre inde midt på The Roadhouse i Twin Peaks – og det er et kompliment.

MorMor – Whatever Comes to Mind

28/08/19

Dagens Sang byder på bedstemor med slag i. Bag det fikse og familiære navn MorMor gemmer sig en canadisk indie-frækkert ved navn Seth Nyquist. Han slyngede sidste år et album af sig, der bl.a. rummer denne velsmagende sang, som snildt kan tåle at komme på repeat.

ML Buch – Everybody Needs

27/08/19

Sanger, producer og multitalent Marie Louise Buch, også kaldet ML Buch, yder statsgaranti for en solid lyd. Fra det kontrollerede kaos i nummeret ”Flow” til denne mere simple og cool sag, hvor de rå guitarer og den messende vokal hjemsøger øregangene. Hun er for vild.

George FitzGerald – The Echo Forgets (DJ Tennis Remix)

24/08/19

Vi bliver i det elektroniske og slutter ugen af med en gang minimalistisk instrumentalmusik fra den engelske DJ og producer George FitzGerald. Her er han viklet ind i et spændstigt mix af et ligeså spændstigt DJ-alias ved navn Tennis. Frem med ketcheren. Game, set og match.

Efterklang – I Dine Øjne

23/08/19

Efterklang er klar med en dugfrisk single fra deres kommende album “Altid Sammen”, som lander i dit lydsystem om en måned. Herlig produktion, stram lyd og en musikvideo med Helena Christensen. Hvad mere kan man ønske sig…

The Walkmen – Canadian Girl

21/08/19

Vi bliver i det rhythm and blues inspirerede og gør plads til det amerikanske indierockband The Walkmen. Kvintetten har en forkærlighed for vintage instrumenter og varme, gamle produktioner, som bl.a. går igen på denne sublime feelgood sang ”Canadian Girl”.

The Chi-Lites – Oh Girl

20/08/19

Lad os starte ugen med noget silkeblød vokal-kvartet og en harmonika. Chi-Lite leverer varen med 70’er kærlighedshymnen ”Oh Girl”. Det er bittersødt og voldsomt lækkert.

Fastpoholmen – Camping Orchestern

16/08/19

Lad de dansk/svenske festministre fra Fastpoholmen sætte ild til din weekend med et væld af bip-bip lyde og frejdigt humør. Det passer forrygende til dine frække moves, hvad enten de foregår på dansegulvet eller køkkengulvet. God weekend!

Whitney – Giving Up

14/08/19

Chicago-bandet Whitney er tilbage med en ny plade spækket med lyse og luftige toner til at forskønne din uge. På den første single blandes længsel og kærestesorger sammen med forhåbning og trompet. Det glider ned uden problemer.

Nelson Can – Break Down Your Walls

13/08/19

Sommeren går på hæld, og vejret skaber sig umanerligt. Lav en kop varm kaffe og lad din sensommerblues dulme med Nelson Can, som her giver dig ubetinget og evig hengivenhed med en hymne, der smager lidt af Florence and The Machine.

HAIM – Summer Girl

12/08/19

Dagens Sang er endelig tilbage i din indbakke (tak for tålmodigheden). Forhåbentligt har du nydt sommeren med kolde drikke og varme solstråler. Hvis ikke, så kan du nå det endnu til tonerne af HAIMs spritnye, forfriskende “Walk on the wild side”-klingende single. Enjoy!

Interpol – NYC

1/06/19

Indie-koryfæerne fra Interpol gæster Heartland i dag og drysser spandevis af NYC-toner ud over Egeskov. Det er festivalens sidste dag, og det er også den sidste Dagens Sang for nu. Vi holder nemlig sommerferie de næste to måneder, inden vi vender stærkt tilbage med mere larm og lækkerier til dine øregange. Hold dig rask og munter indtil da.

Solange – Bad Girls (Verdine Version)

30/05/19

Vores Heartland tema fortsætter med Beyoncés cool lillesøster. Hæld en ordentlig røvfuld fløde i r’n’b-gryden, og rør den rundt med en lummer baslinje og en sprød vokal krydret med et par høje oktaver. Voila: Solange disker op med Bad Girls til din torsdag.

Lowly – in the hearts

29/05/19

Vi bliver under trækronerne på Heartland Festival og åbner en flaske rosé mere sammen med danske Lowly. Gruppen udgav i foråret et pragteksemplar af en plade, som helt sikkert vil levere skyts til en koncert, som går in the hearts på dig og dit festivalslæng.

Charlotte Gainsbourg – Such a Remarkable Day

27/05/19

Festivalsæsonen er over os, og idylliske Heartland hiver i mit frankofile hjerte med den evigt über-cool Charlotte Gainsbourg på plakaten. Jane Berkin og Serge Gainsbourgs datter vil med garanti sørge for en magnifique og “remarkable day” i det sydfynske.

Damon Albarn – Heavy Seas of Love

25/05/19

Dagens Damon-skive er soloalbummet Everyday Robots fra 2014. På singlen Heavy Seas of Love er legekammeraten Brian Eno hevet med ind i laboratoriet, hvor de to starutter kaster om sig med “world music” stemning. Husk at tune ind på DR P6 Beat i dag fra kl. 10 til 16, hvor hele sendefladen er dedikeret til Mr. Albarn.

Blur – The Universal

24/05/19

Vi skriver 1995. Britpoppen peaker med Blur’s og Oasis’ indædte (fingerede) kamp om at toppe hitlisterne og teenageværelsernes cd-bunker. Alle kneb gælder: gennemførte videoer, storladen instrumentering og beatleshår.

Blur – Tender

23/05/19

Ugens Damon Albarn tema fortsætter selvfølgelig med Blur. På ”Tender” får vi ordineret en varm og let omgang breakup-blues viklet ind i gospelkor og tekstreferencer til F. Scott Fitzgerald. Det er skæppeskønt.

The Good, The Bad & The Queen – Lady Boston

21/05/19

I denne uge kører vi et tema med multikunstneren Damon Albarn og hans mange forskellige projekter. Denne vidunderlige hymne fra The Good, The Bad & The Queen får mesterlig hjælp af et walisisk mandekor, som ulmer i baggrunden for til sidst at overtage scenen. Du kan opleve Damon og resten af TGTB&TQ på årets Heartland Festival.

The National – I Am Easy to Find

19/05/19

Det er næsten ikke til at kende The National på deres ottende album ‘I Am Easy to Find’. Forsanger Matt Berninger træder et skridt tilbage og giver plads til en række kvindelige sangere. Pladen er produceret af filminstruktør Mike Mills, som sideløbende skabte kortfilmen af samme navn med Alicia Vikander i hovedrollen.

Purple Mountains – All My Happiness is Gone

17/05/19

I 2009 varslede forsangeren for Silver Jews, at han var færdig med at lave musik. Det var han heldigvis ikke, så her 10 år senere ruller 52-årige David Berman atter den sorte løber ud og inviterer indenfor i sit små-dystre og hudløst ærlige univers.

Rhye – Needed

15/05/19

Rhye rystede et nyt album af sig i sidste uge, og lyden er stadigvæk downtempo, soulfyldt og intim. På den minimalistiske førstesingle bliver længslen efter mening og vigtighed koncentreret i en blød vokal, en trommemaskine, nogle tangenter, en bas og en guitar. Lækkert.

Pernille Rosendahl – The Hurt

14/05/19

Pernille Rosendahl er ude med et nyt album, hvor de sidste rester af Swan Lee og The Storm rystes af til fordel for en mere drømmepoppet drejning, som absolut klæder hende. På The Hurt serverer hun smerte pakket ind i en luftig popboble, som kan høres igen og igen.

Lise Westzynthius – Bulldozer

13/05/19

Lise Westzynthius udgav i efteråret sit femte soloalbum med titlen ”JA” – hendes første i 6 år. Albummet er smurt ind i lækker saxofon, som giver et varmt og umiddelbart pift til den musikalske bulldozer. Perfekt til forårssolen.

Talk Talk – I Believe In You

11/05/19

Dagens Sang er nu at finde som playliste på Spotify, så du altid har en samling frække, fede og forrygende stykker musik lige ved hånden. Giv den et follow, og husk frem for alt at lade Dagens Sang lande med et brag i din indbakke hver søndag. Vi ses i øregangene. I believe in you!

Laid Back – Healing Feeling

10/05/19

Solskinsdrengene John og Tim har gennem 40 år leveret lykke på musik-recept med kæmpe-hits som ‘Sunshine Reggae’, ‘Bakerman’ og ‘White Horse’. På deres nye album fortsætter de den tilbagelænede, vuggende heling.

Bruce Springsteen – Hello Sunshine

9/05/19

Så er der nyt fra The Boss! 14. juni slynger han en spritny plade i hovedet på os – denne gang uden hjælp fra The E Street Band (whaaaat?), men til gengæld med masser af orkesterarrangementer. På første single får vi serveret en klassisk omgang Bruce med masser af smag fra midtvesten tilsat en forårsfrisk hilsen til solskinet. Velbekomme.

Mark Ronson – Late Night Feelings ft. Lykke Li

8/05/19

Denne dugfriske skæring fra Mark Ronson skal nok lige have et par lyt, inden den sætter sig fast, men det kan et eller andet, når han blander disco, funk og pop med svensk charme fra Lykke Li og kaster det hele ud over dansegulvet. Det er ren og skær Late Night Feelings.

Boundaries – Push

6/05/19

Den danske postpunk-gruppe Boundaries sendte i november deres debut-ep på gaden. De har selv indspillet, produceret og mixet hele affæren, som beriger os med et tiltrængt, mørkt univers båret af støjguitar og power. Det er dødlækkert!

The Blaze – Heaven

2/05/19

Nu får ugens elektroniske drejning et nøk opad. The Blaze inviterer på 2018-albummet Dancehall på frokost i det grønne med baby og bønne.

Jenny Wilson – Göra Sakan Värre

1/05/19

Den svenske badass Jenny Wilson er klar med et nyt album: ”Trauma”, som er hendes første svensksprogede udgivelse. Pladen er et vellykket samarbejde med Norrköping Symfoniorkester, men hendes elektroniske nerve er i den grad intakt, som på førstesinglen ”Göra Saken Värre”.

Lust for Youth – Great Concerns

30/04/19

Dansk/svenske Lust for Youth er klar med et nyt album til juni, hvor vi kan forvente dansabel synthpop med et massivt ekko fra 80’erne. Det er i hvert fald udtrykket på første singleudspil ”Great Concerns”, som er guf for alle os, der elsker den elektroniske lyd af postpunk og synthesizers.

TV On The Radio – Careful You

29/04/19

En ny uge sparkes i gang. Vejrguderne sørger for solskin, og TV On The Radio sørger for synthesizer ad libitum, så du skal egentlig bare selv levere kaffen. Lad dig suge ind i en verden af kompliceret kærlighed som modspil til et umiddelbart og poppet lydbillede. En oplagt start på ugen!

Kim Larsen – En Brøkdel Af Et Sekund

26/04/19

Kim Larsen har leveret 50 års soundtrack til danmarkshistorien. På det posthume album kommer vi omkring livets endelighed, overgangene, skæbnemøderne og de fine øjeblikke. Her er et af dem, hvor de smukke unge mennesker atter indtager byen uden tanke på morgendagen.

Gnags – Når Robotterne Kommer

24/04/19

Når robotterne kommer, må vi klare os på charmen, synger Peter A.G. på Gnags’ 23. album. Med sine 66 år klarer han lige grand old man cuttet og sørger med resten af bandet for højt humør, fremadskuende maskinstormeri og Gnags dancing.